Digteren Adam Oehlenschläger,
dramatikeren Johan Ludvig Heiberg og balletmesteren
August Bournonville var de herskende
personligheder på Det Kongelige Teater i første halvdel af
1800-tallet. De førte an i tidens dramatik, der var udtryk for en
ny national romantik. Det betød dog langtfra, at de ikke rejste ud
eller lod sig inspirere af strømninger i det øvrige Europa. Men som
en følge af det borgelige-nationale røre, var landets fortid og
folkekultur et vigtigt område.
Kunstsynet blev demonstreret i både Oehlenschlägers nordiske
tragedier, i Heibergs satiriske vaudeviller og i de mange lystspil
og nationale syngespil.
Hovedkomponisterne inden for syngespillet var
C.E.F. Weyse og
Kuhlau. Med folkevisetonen som
inspiration arbejdede de tæt sammen med Oehlenschläger om nye
danske syngespil. Også H.C. Andersen
lod sig inspirere af folkeviserne. I 1846 skrev han teksten til
operaen Liden Kirsten, som
J.P.E. Hartmann komponerede. Den blev
en stor succes.
Det gjorde Heibergs satiriske vaudeviller også. Som tidens
populære musikdramatiske genre var de en slags lokal satire og for
mange derfor også en "sladretønde". Heiberg var som en af periodens
dominerende kritikere desuden med til at skabe et mønster for
periodens smag og dannelse. Hans kone, skuespillerinden
Johanne Luise Heiberg, var desuden sin
tids primadonna.
Mere om periodens ballet og teater
|
