Litteraturen fra 1800-1850 er præget af den romantiske tanke. Henrik Steffens spillede en stor rolle for denne tankes fremkomst i Danmark, da han i 1802 holdt den første af sine forelæsninger om sammenhængen mellem natur, historie og menneske og inspirerede en lang række digtere.
Ifølge den romantiske tanke var verden dualistisk, for bag den daglige prosaiske sfære fandtes en højere, åndelig sfære, som lod sig ane gennem naturen, i historien og i religionen. Det var poesiens opgave at pege på denne højere verden.
Blandt de begejstrede forkyndere af tanken var H.C. Ørsted med Aanden i Naturen, Oehlenschläger med blandt andet Guldhornene og Hakon Jarls Død. Også Grundtvig og Ingemann var i deres yngre dage "romantiske". For eksempel beskæftigede de sig med historien - Grundtvig blandt andet med sin oversættelse af Saxo, og Ingemann med sine historiske romaner.
Tanken om en sammenhæng mellem ånd og natur sås også i flere af H.C. Andersens eventyr for børn og voksne, f.eks. i Klokken.
Retningen fostrede desuden det romantiske geni. Han var i kraft af sin store personlighed hævet over samfundets krav og moral og så med skepsis på alle almindeligt vedtagne værdier. Denne skepsis sås f.eks. hos Kierkegaard, der måtte føre en bitter strid mod sin samtid.
Mere om periodens litteratur
|
