Kulturel rigdom - økonomisk ruin
Tiden 1800-1850 i København kommer på grund af den kulturelle rigdom let til at fremstå harmonisk og idyllisk. Thorvaldsen skabte sine berømte skulpturer, Bournonville sine balletter og Grundtvig og Ingemann deres salmer - for ikke at nævne H.C. Andersens, C.F. Hansens eller Lundbyes kunstneriske præstationer.
De mange personligheders nybrud og ideer opstod imidlertid i en politisk og økonomisk kaotisk tid. Storbrande hærgede kort inden århundredeskiftet København. Få år efter mistede Danmark sin flåde, og København blev offer for verdens første bombe- og raketkrig mod en civilbefolkning, da englænderne i 1807 angreb. I 1813 gik staten bankerot, og året efter ophørte Norge med at være en del af det danske rige. København var - på alle måder - en ruineret by.
Den nye by
Nye borgerhuse skød hurtigt op efter ødelæggelserne. Gaderne blev udvidede og fik fine klassicistiske huse, så det nye bymiljø blev lyst og luftigt, men samtidig intimt.
90 procent af den danske befolkning boede på landet, men det var i København guldalderens nøglepersoner havde deres daglige gang. Byen havde dengang ca. 100.000 indbyggere, der skulle huses inden for voldene. Det blev efterhånden et større og større problem, da befolkningstallet steg, og byen blev overbebygget og usund at leve i - et forhold der kom til at stå klart for alle ved koleraepidemien i 1853.
Den romantiske tanke
Byens begrænsede areal betød, at periodens markante skikkelser kendte hinanden på tværs af virkefelter og fagområder. Desuden lå det i periodens romantiske tanke at tænke i helheder: Alt i universet stod i forhold til hinanden - både materielt og åndeligt. Naturvidenskab og kunst kunne derfor drage nytte af hinanden og gjorde det.
Periodens afslutning
Guldalderen sluttede med den enevældige kongemagts fald og vedtagelsen af Grundloven i 1849. I årene herefter blev København opgivet som fæstningsby, og voldene blev sløjfet. Nye tider ventede forude.
Se tidslinie over perioden
|
